SkakAmok 2022

Fredag 21.10.22

Så er en spændende uge desværre slut.
Det har været en begivenhedsrig uge, hvor vi har fået hilst på en masse søde, rare og spændende mennesker fra nær og fjern, og måske, hvem ved, nye medlemmer i klubben
Et stort tak til dem der valgte at støtte den gode sag i Ukraine
På gensyn i Faaborg skakklub.


Torsdag 20.10.22

Dagen hvor Yuri Solodovnichenko spillede blindskak mod Faaborg-Midtfyns Borgmester, Hans Stavnsager.

24 træk holdt Hans Stavnsager skansen inden overmagten blev for stor, og Hans var sat mat.
Hans Stavnsager spillede faktisk et flot parti, og om det var held eller snilde vides ikke, men der blev undervejs forsøgt at lave en fælde for Yuri, som dog ”så” fælden, og spillede et rigtigt flot parti.

Tak til Yuri og Hans for at deltage.
Hans, husk der også er en plads til dig i Faaborg Skakklub.

Onsdag 19.19.22

Onsdag blev en stor dag for Faaborg Skakklub.

Faaborg bibliotek lagde lokaler til at den ukrainske stormester Yuri Solodovnichenko spillede simultan mod 25 spillere.

Han afgav kun to remisser (uafgjorte) – og det var ikke nogen af Faaborgspillerne, der formåede at hente points fra stormesteren.

Tættest på var Hans Hansen nok, idet det længe så ud til, at kunne hente et helt point, men da Hans forcerede lidt for kraftigt, blev han sat mat.

Også Bent Bertram var tæt på, men måtte også gi sig i slutspillet.

Alt dette var på det nærmeste underordnet, da hele dagen bare emmede af spænding, intense kampe afviklet i en god atmosfære.

Måske afstedkom seancen også, at et par potentielle nye medlemmer besøger klubben på mandag kl. 19, hvor både 1.- og 2.-holdet i øvrigt spiller holdkampe.

Torsdag afvikles der så et parti, hvor Faaborg-Midtfyns Borgmester, Hans Stavnsager spiller mod stormesteren, der i dagens anledning spiller med bind for øjnene.

Er borgmesteren i form? Modtager stormesteren hemmelige radiosignaler udefra? Alt dette bliver tjekket når spillerne går i gang med hver 20 minutter på uret klokken 16.

Der er fri entré, men ønsker nogen at donere et beløb til Ukraine, kan det indbetales på Jørn Lorenzens mobiltelefon 2124 5080.

Vi glæder os til at se dig torsdag fra kl. 13-17 med blindparti kl. 16 eller fredag fra klokken 13-17, hvor du kan vinde fine præmier i den planlagte turnering.

Vi vil også glæde os til at se interesserede personer mandage kl. 19 i Tømmergårdens kantine.

Tirsdag 18.10.22

Tirsdagens udgave af SkakAmok blev lidt anderledes end først tænkt, idet den Ukrainske stormester pludselig stod på biblioteket i Faaborg just som vi var blevet færdige med at stille op til onsdagens simultan.
Planen var, at Yuri Solodovnichenko skulle køres direkte til overnatningsstedet, men kreative klubmedlemmer havde fundet frem til, at det var fint, at han lige så stedet og kunne give sit b7 med omkring opstilling m.v.
Det viste sig da også, at stormesteren gerne ville have lavet en kende om på brætopstillingen, og det er nu gjort.

Således spiller han hvid i halvdelen af spillene og sort i den anden halvdel, men hvor vi havde stillet op på den måde, at der var skiftevis sort og hvid, ville Yuri gerne spille alle de hvide i streg og derefter de sorte.
Der vil nu blive lodtrækning om sort og hvid på den måde, at når spillerne ankommer, skal de i en pose med lige mange sorte og hvide konger trække en konge. Trækkes en hvid konge, sætter man sig ved et bræt, hvor man får hvid – og omvendt.
Ligeledes skal alle spillerne finde deres navneskilt og sætte det ved brættet, så publikum kan følge med i, hvad hver enkelt spiller hedder.

Simultanen starter klokken 15 og forventes færdig omkring 17-tiden. Man opfordrer publikum til ikke at tale om partierne – med mindre at man går uden for bibliotekets dør.
Blindpartiet mellem borgmester Hans Stavnsager og stormesteren starter torsdag klokken 16 og vil være færdig 3 kvartersenere.
Fredag slutter Skakamokugen med en turnering for alle interesserede. Kampene starter klokken 14, men man kan allerede komme fra klokken 13.


Mandag 18.10.22

Mandagen i uge 42 gik startskuddet til det 7. Skakamok, som arrangeres i et samarbejde mellem Faaborg Bibliotek og Faaborg Skakklub.

Formanden for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, Anne Møllegaard Mortensen åbnede ugen med bl.a. at sige: ”Skak er gennem Dansk Skole Skak blevet et sted, hvor mange børn og unge får lært, at skak ikke bare er et spil, men at man også gennem skak kan blive rigtig god til at koncentrere sig, være forudseende, lægge planer og føre dem ud i livet.”

Herefter var det bibliotekar Leif Schou, der takkede skakklubben for at være tilbage efter 2 år med Covid 19.

Dagen sluttede med at mange af de fremmødte fik sig et spil skak.

Skakamok fortsætter tirsdag med flere turneringer og spil på det store skakspil. Onsdag er der simultan kl. 15-17 mod den ukrainske stormester Yuri Solodovnichenko – og der er få pladser endnu, hvis man ønsker at spille mod stormesteren. Tilmelding er påkrævet. Kontakt Jørn Lorenzen på 2124 5080. Torsdag spiller stormesteren blindt mod borgmester Hans Stavnsager og ugen slutter fredag med at kåre ugens turneringsvinder.

Dette indlæg blev udgivet i Klubnyt, Skak i byen. Bogmærk permalinket.